DVB-T2

DVB-T2 (Digital Video Broadcasting – Terrestrial, anden generation), er en forbedret version af standarden DVB-T for mastebaseret fjernsyn. Standarderne er blevet udfærdiget af det EU-baserede konsortium DVB.

DVB-T2 muliggør mindst 30% højere datahastighed (i bit/s) end DVB-T over samme spektrale båndbredde (i MHz) og ved samme signalkvalitet, det vil sige samme antenner og geografiske position. Dette gør den brugbar til HDTV og MPEG4-kompression af video, mens DVB-T normalt anvendes til standardopløst tv og MPEG2-kompression. Imidlertid anvender netejere i flere lande DVB-T-transmission selv for HDTV-sendinger. DVB-T-modtagere kan ikke tage imod sendinger i DVB-T2-formatet.

I såvel DVB-T som DVB-T2 digitaliseres og komprimeres flere TV-programmer og audiosignaler – og multiplexes sammen med datacasting-tjenester til én datastrøm. Denne multiplex overføres i et fysisk-niveau-rør (PLP) over en TV-kanalfrekvens, normalt med 7 MHz båndbredde (VHF-båndet) eller 8 MHz båndbredde (UHF-båndet). DVB-T2 tillader endda lavere båndbredder, og tillader flere PLP'er, dvs. flere transmissionsteknikker med forskellige støjfølsomhed, over samme kanalfrekvens, hvilket muliggør at man kan have forskellige rækkevidde og kapacitet til forskellige tjenester. Kanalkodning (fejlrettende koder) tilføjes, bittene spredes over tid og overføres gennem OFDM-modulation, som er en teknik som er robust mod flervejsudbredelse (ekko) og frekvensselektiv fadning. OFDM muliggør også enkeltfrekvensnet (SFN, single-frequency networks), det vil sige at alle senderne i en region som sender samme programmultiplex også anvender samme kanalfrekvens.